Foran mig ligger biblioteket. Det er årets første forårsdag på kanten af april. Forårsfornemmelser. Det er solen, der gør det. Den har magt nu. Men vinden er kold.
For fem år siden kom jeg i en periode næsten dagligt på biblioteket. Der var nok at skrive om. Da fejrede biblioteket sit 100 års jubilæum og indførte Den Lærende Organisation. Der blev satset på selvbetjening og materialebestanden blev opdelt på en ny måde.
Aldrig så snart var det nogenlunde på plads, før ledelsesgruppen satte sig sammen for at snakke visioner og fremtid. De mødtes hos stadsbibliotekar Peter Birk og diskuterede i timevis. Det hele blev samlet i en beretning til det daværende fritids- og kulturudvalg. Bagefter kom politikerne så med deres visionære holdninger til, hvordan bibliotekets rolle skulle udvikle sig i fremtiden.
Det var på kanten af maj 2000. Nu er der så gået fem år. Og hvordan er det gået med alle de visioner, som ledelsesgruppen og politikerne den gang malede op? For ét er visioner. Et andet virkelighed. Hvad er realiseret?
Foran mig ligger biblioteket. Det er en søndag i marts 2005. Uden for er der cykler i flokkevis. Er det børnene og de unge, der har overtaget huset? Dørene lister i bag mig. Næh, familierne er der også, de sidder på bibliotekets torv og hygger sig i cafémiljøet. Søndagen er en særlig dag. Der er mere tid, en helt anden atmosfære. Selv om tilbuddene er de samme som på hverdage, er der søndagsstemning over det hele. Der er hele familier, der bruger lang tid på de forskellige tilbud. Og så er der de mange børn og unge, der bruger biblioteket som værested. Hvad laver de?
Nå, det finder jeg ud af. Af med jakken, blokken frem, nu skal der kigges, snakkes, noteres ned.
Det er kun et års tid siden, udvidelsen med 1200 kvadratmeter blev færdig. Bibliotekets ledelse havde jamret noget over, at det trak ud. Det går ikke altid går så stærkt, som de gerne vil. Man skulle tro, at de snart havde vænnet sig til det, men utålmodighed er vel en drivkraft i sig selv. Når man nu ved, hvor godt, det kan blive.
Udvidelsen har givet luft og nye muligheder. Allerede ændringerne for fem år siden betød mere plads, fordi pladsen blev udnyttet bedre. Nu er der fulgt op, og det betyder blandt andet plads til de skiftende temaudstillinger. I det hele taget sker der hele tiden noget rent fysisk, uden at det går ud over overskueligheden. Brugerne ved efterhånden, hvor de finder hvad.
Det virker fint med det udvidede torve- og cafémiljø, der binder det hele sammen, og som gør biblioteket til et sted, hvor man opholder sig, slår sig ned, og ikke blot iler igennem. Der er en rund scene midt i det hele, et flygel står og venter, men det venter forgæves. På en plakat står der, at pianisten er blevet forkølet. Forårsforkølet…
Nogle små børn ligger og roder rundt på scenen, deres forældre sidder og drikker kaffe. Fra scenen er der indgang til biografen, hvor der både kan vises gamle, flimrende kortfilm i sort/hvidt og resultatet af de produktioner, de fortrinsvis unge brugere i multi-medieværkstedets arbejdsgrupper får flikket sammen. Når man ruller lærredet op, er der en storskærm, så det er jo ganske fikst tænkt.
Jeg tager mig en kop kaffe og sætter mig for at mærke atmosfæren. Kigger lidt adspredt i en folder over de nyeste film, man kan låne. Lutter specialfilm, man ikke sådan kan finde andre steder. En bibliotekar kommer og sætter sig, han var med den gang for fem år siden, da der blev snakket fremtid og visioner i Peter Birks hus, mens Lyngsø lå uden for og blinkede. Hans tindinger er unægtelig blevet noget højere siden den gang.
- Hvad så, har du ikke vagt, spørger jeg.
Han trækker på skuldrene.
- Om søndagen er der ikke så mange, der låner bøger. Det er mærkelig nok. Det er noget andet, folk kommer efter. De sidder og læser. Snakker. Deltager i det, der sker. Selvfølgelig låner de også bøger, musik, film. Men de går mere og oser. Sådan med god tid. Søndagen lever det kreative bibliotek.
- Kan du huske, da I snakkede visioner? Da var det en opprioritering af værestedsfunktionen, der fik flest "stemmer". Er det lykkedes, spørger jeg og har pennen klar.
- Vi har lavet en undersøgelse af, hvor lang tid folk er på biblioteket. Den viser, at især børn og unge er her langt mere tid ad gangen end tidligere. Mange børn på 11-12-13 år gider ikke fritidsklubber. Mange af dem mødes her i stedet for. Her kan de trække deres egen musik ned fra nettet og sætte den sammen i egne musikflader. Der er også dem, der laver deres egen DVD med billeder og lyde. Multimedieværkstedet er meget populært, men der er også mange, der lærer lektier her, det var godt, vi fik lavet de studierum. Undersøgelsen viser også, at…
- Laver I ikke undersøgelser over snart hvad som helst?
- Måske. Brugerne skal med i det, ikke i form af de gammeldags brugerråd, mere direkte. De kan også komme med deres mening over nettet, når der for eksempel skal købes musik hjem. Noget lægger vi ud til afstemning. Og selvfølgelig laver vi undersøgelser. Vores service skal jo passe til brugernes ønsker. Så vi laver etisk regnskab, og vi har også fået lavet et vidensregnskab over, hvad der egentlig findes af viden her i huset. Vi har jo altid været gode til at opsamle viden og erfaringer. Men hvad hjælper det, hvis vi ikke bruger det? Viden og ressourcer er først noget værd, når de bliver brugt.
Han kan pludselig godt høre, at det hele lyder lidt for frelst. Lidt for perfekt.
- Nå ja, vi prøver på det, siger han med et skævt smil.
Han drikker af sin kaffe. Jeg tænker, at det er godt nok med alle de nye medier og muligheder, som først og fremmest de unge bruger. Her har biblioteket virkelig forstået at blive møde- og værestedet.
Inde på et af værkstederne er nogle unge i gang med at scanne nogle billeder ind. Jeg ser dem over skulderen. På skærmen ser man stadion med et rødt-og-hvidt bølgende menneskehav efter en scoring.
- Hvad laver I, spørger jeg.
De er totalt opslugt, koncentrerede. Først da jeg gentager lidt højere, vender én af dem sig og ser på mig, irriteret over at blive forstyrret. Han rækker ud og giver mig et lille medlemsblad. SIF-anere. Jeg bladrer i det og forbavses over den fine kvalitet. Jeg kan også godt blive lidt forbavset over, at man stadig i 2005 blandt unge sender medlemsblade ud til hinanden på trods af hjemmesider og direkte elektronisk kommunikation. Men det gør man altså. Og her på biblioteket kan man bruge værkstedet, og det benytter mange foreninger og enkeltpersoner sig af. Jeg husker, at det var én af de ting, politikerne ville have med i visionen: Biblioteket som kulturcenter med værksteder, hvor man kunne få hjælp til alt, lige fra at lave sit eget visitkort til at formulere en god jobansøgning.
Men det blev også den gang i det lyse forår 2000 slået fast, at selv om biblioteket skulle udvikle sig mere som alment kulturcenter, så måtte den oprindelige rolle ikke drukne i nyskabelserne. Silkeborg Bibliotek skulle være et folkebibliotek, hvor den helt almindelige låner, der blot vil låne nogle gode bøger, ikke føler sig fortabt. Bibliotekets traditionelle rolle måtte ikke glemmes.
I det hele taget skulle man være opmærksom på de aldersgrupper, der måske ikke umiddelbart ville føle sig hjemme i de mange nye tilbud. Og jeg ser det jo, nu fem år efter: det er fortrinsvis de yngre generationer, der i første omgang har befolket værkstederne og multimedierne. Hvad med de midaldrende og de ældre? Det må jeg finde ud af.
Der kommer Jørn Rye Rasmussen gående. Perfekt, så kan jeg også få en politikerkommentar. Han var også kulturudvalgsformand for fem år siden. Han må jo kunne lide det.
- Nå kunne du finde plads til cyklen, spørger jeg og ser ned på hans cykelklemmer. Han skynder sig at tage dem af.
- Det ser ud til, at det var en god idé at sige ja til søndagsåbent, siger jeg.
- Ja. Men det var dyrt. Det ER dyrt, siger han.
Sådan skal en politiker vel sige.
Det med at være mere fleksibel, når det gælder åbningstider, er populært. Det viser tallene. Søndagsåbent er kun en del af det, lyset er tændt store dele af døgnet. Discount-åbent, bliver det kaldt, når dele af biblioteket holder åbent på skæve tider. Det lyder negativt, men er blevet modtaget positivt. Tidligt om morgenen kan man komme og læse aviser og tidsskrifter. Der er endda dem, der sidder i tre kvarter og tygger morgenaviser, før de tager på arbejde. Om aftenen sidder folk og læser, studerer i studierum, deltager i det, der sker osv. Men de kan ikke regne med den samme hjælp fra de ansatte, som når der er fuld bemanding. Det kan man derimod om søndagen, der på alle måder er som en almindelig åbningsdag.
- Det bedste, der er sket med biblioteket er, at det er begyndt at tage så mange initiativer. Det er blevet en kulturfaktor på alle planer. Engagerer sig. Og det er blevet en vigtig sparringspartner for forvaltningen, siger kulturudvalgsformanden.
Jeg tænker, at det har biblioteket vel egentlig altid været. Men måske er det ikke blevet brugt nok tidligere? Nu benyttes biblioteket i sekretær- og konsulentfunktioner, til udarbejdelse af rapporter, i tværgående projekter på børne- og ungeområdet, ved kulturfremstød osv. På den måde er biblioteket som institution blevet en udadvendt kulturfaktor, der koordinerer og samler.
Men de ansatte på biblioteket anvendes også i stigende omfang enkeltvis som konsulenter og til brugerbetalte ydelser. Der er virksomheder, der beder dem opbygge udstillinger, virksomhedsbiblioteker osv. Eller som måske lader dem stå for kulturelle arrangementer, for efter at biblioteket er blevet et kulturelt omdrejningspunkt i kommunen med alt fra egne arrangementer til koordinering og billetsalg, bliver de ansatte faktisk betragtet som en flok kulturelle blæksprutter med hver deres styrkeområder. Men disse brugerbetalte ydelser er sat til en pris, så man ikke undergraver markedet. Det har fra politikernes side været en betingelse, at der ikke laves konkurrenceforvridende virksomhed.
Konsulentrollen er styrket, og i det hele taget er medarbejderne trådt i karakter. De er enkeltpersoner, de står for noget forskelligt og de bruges forskelligt udadvendt. Men identiteten er fælles: den fælles arbejdsplads skal sikre information og kultur i Silkeborg, og samtidig huske den globale sammenhæng i aktiviteterne. Det skal være en helhed, bestående af enkeltpersoner. Sådan skabes en dynamisk og en levende organisation, der konstant tager nye initiativer, som er med til at sætte dagsordenen, også for den aktuelle debat. Det lyder jo meget godt, men hvordan viser det sig i dagligdagen?
Jørn Rye Rasmussen står og studerer en plakat på bibliotekets torv. På onsdag er der et arrangement om, hvor motorvejen skal gå. For fem år siden havde man den samme diskussion. Der er trods alt noget, der ikke ændrer sig i en foranderlig verden. Nu kommer trafikministeren for Gud ved hvilken gang. Men ham her har ikke været her før. Jørn ser på plakaten med et træt blik.
- Du tager ikke imod i dag?
- Nej. Gud tager imod om søndagen. Jeg tager imod hver første tirsdag i måneden, siger Jørn og ser på uret. Han skal vel på stadion.
Det har vist sig at være en fin idé at lade brugerne kunne møde fritids- og kulturudvalgets formand på bestemte mødetider en gang imellem. Så sidder han der bag et skrivebord og tager imod midt i bibliotekets populære café- og torvemiljø.
Jeg kigger videre på oversigten over, hvad der sker de kommende dage. Der kommer én fra skattevæsnet og holder hof. Så kan folk stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Der kommer også et historisk foredrag: "Danmark under besættelsen". Ikke mindst blandt de unge har den historiske interesse været voksende her i dette årtusindets første fem år. Det er som om den stigende internationalisering har skabt større interesse for rødderne. Og bibliotekets serie af historiske foredrag samler forbavsende mange.
Fredag er der teater om mobning. Der er også udstilling af bøger om emnet, mest romaner. Og det er altsammen et led i samarbejdet med skolerne og også med børnehaver, hvor ansatte på biblioteket har været ude for at optage fortællinger med børn om, hvordan det er at blive drillet. Det er der kommet en lille højtlæsningsbog ud af.
I det hele taget arbejdes der langt mere på kryds og tværs, ofte med biblioteket som primus motor. Og så er samarbejdet med skolebibliotekerne blevet meget tættere. Det har teknologien bidraget til, men der har også været en politisk vilje til at se tilbuddene på biblioteksfronten som en helhed.
Hele lørdagen er der arrangement om forfulgte forfattere. Med oplæsning, musik, foredrag og besøg af en iraner og en algierer. Her er Silkeborg kommet med i et mere langsigtet projekt, hvor også skoler, politikerne og andre institutioner er inddraget.
Torsdag i næste uge kommer Bent Rasmussen. Han har haft de små noveller med hjem, børn de sidste par uger har kunnet sidde og skrive i Børn & Unge. I det hele taget er de blevet gode til at få børnene til selv at skabe. Og den nye drømmehule, hvor man går ind i gennem et klædeskab og kommer ud i et rigtigt fantasirum, er blevet et stort hit for de små. Så vader de lige ud og tegner de historier, de har fortalt hinanden.
Biblioteket er blevet langt mere offensiv, når det gælder igangsætning og formidling af børnekultur. Masser af aktiviteter konstant, børn, der laver teater, spiller musik, arbejder med film osv. Det foregår både på biblioteket og alle andre steder med biblioteket i en koordinerende rolle. Det er ikke småting, det har ført med sig. Silkeborg har fået en børnekultur, der vil noget. Og ikke bare Silkeborg Kommune i øvrigt. Her som på andre felter er biblioteket blevet et kulturelt kraftcenter for et større geografisk område, dækkende flere kommuner. Desuden er der opbygget en model for bibliotekets samarbejde med kulturinstitutioner, museer mv., og dette samarbejde omfatter for resten også turistbureauet, for biblioteket er blevet mere opmærksom på sin del af ansvaret for byens og egnens gæster. I dag står biblioteket for masser af tilbud og aktiviteter, målrettet turisterne.
Men hvad med de lidt ældre medborgere? Jeg husker, hvordan biblioteket for få år siden begyndte at være mere opsøgende. Man tog simpelthen ud på pensionistcentre og i ældreklubber og fortalte om "det nye bibliotek". Man så i øjnene, at ældre medborgere skulle have en ordentlig og målrettet information, så de kunne benytte bibliotekets tilbud bedre. Samtidig blev der gennemført deciderede kurser i brug af de elektroniske søgemaskiner osv. Det var en social rolle, biblioteket tog mere alvorlig med sit opsøgende arbejde. For det forpligter at være folkebibliotek, og nogle skulle altså hjælpes over den teknologiske barriere.
Sammen med udviklingen som kulturcenter, var den sociale rolle et nøgleord for politikerne i visionsdebatten for fem år siden. Og et andet sted, hvor den sociale rolle nu bliver taget alvorligt, er indsatsen over for de læse-skrive-svage. Denne indsats er blevet skærpet med kurser, særlige edb-programmer, direkte hjælp ved skærmen osv., og det var et ønske fra politikerne, biblioteket dermed har imødekommet. Og er det ikke netop et biblioteks formål at være med til at modvirke en voksende videnkløft i en tid, hvor kravene til at kunne læse komplekse tekster vokser, og hvor nogle kan være tilbøjelige til at sige fra over for teknologien? Her må der opsøgende virksomhed til, det er ikke nok at stille tilbud op. Dem, der ikke umiddelbart tager imod disse tilbud, er som bekendt ofte dem, der har størst brug for dem.
Der sidder en mand ved en skærm. Der er kommet flere computere til publikum, ikke sådan lige på én gang, det med teknologien er sket løbende de sidste fem år. Nogle af computerne står i særlige studierum, for efter de store forandringer i 2000, viste det sig nødvendigt med steder med ro, steder, "hvor man kunne gemme sig" og sidde alene med en skærm og et bord.
Men manden ved computeren sidder sammen med en række andre mennesker og hvor er det, jeg kender ham fra?
- Man må sige, at det er blevet lettere for os brugere at få fuldt udbytte af computerne, efter at biblioteket er begyndt at køre undervisning. De har jo lavet alle de portaler, så gymnasieelever, lystfiskere og hvad ved jeg kan gå direkte ind og finde artikler, bøger og links til hjemmesider, der lige passer til dem. Men vi andre kan også bedre bruge systemet, især efter kurset, siger han tilfreds.
På skærmen står der en tekst om renæssancekunst. Han noterer nogle årstal ned og bladrer videre på skærmen. Så printer han et par sider ud.
- Den gang musik og bøger blev blandet sammen, syntes jeg, at det var lige ved at blive de unges bibliotek lidt for meget. Det eneste, man snakkede om, var computere og internet og multimedier. Men nu er det som om det handler mere om litteratur igen, de mere grundlæggende værdier er ikke blevet glemt. Nu er der litteraturdage, fortællefestival, forfatterbesøg i caféen og sådan noget. Computere og let adgang til alle informationer må jo ikke være et mål i sig selv, så bliver vi åndeligt fattige, forvirrede, overfladiske. Det skal være et redskab, siger manden og vender sig mod skærmen.
Nu kan jeg huske, hvor jeg kender ham fra. Og hvor har han ret. For fem år kunne man ikke forestille sig, hvor stærkt det ville gå med udvikling af det, der dengang blev kaldt internet. Nu er nettet et hverdagsbegreb, der er udviklet nye generationer, og der er hurtige adgangsveje overalt i boligen og på arbejdspladser og i lommen. Nu er det hele integreret, nettet er i telefon og i tv og endda på køleskabslågen.
Biblioteket har hele tiden været godt med i denne udvikling med det virtuelle bibliotek. Man kan ikke blot søge, reservere, bestille osv. hjemmefra, det er mange år siden, det blev en realitet. Nej, nu kan man også "bevæge sig rundt på biblioteket", få adgang til både viden og kunstneriske oplevelser og dykke ned i materialesamlingen. Uden at bevæge sig væk fra hjem, skole eller arbejdsplads.
For fem år siden, da man snakkede om udvidelsen med de 600 kvadratmeter, kunne man med lige så god ret spørge: Hvad er begrundelsen for, at vi rent fysisk skal have et bibliotek, rammet ind af nogle opstablede mursten, hvis vi elektronisk kan få adgang til de samme ydelser?
Tiden gav svaret. Behovet for et kultur- og videncenter, der også er et møde- og værested for alle aldre, har vist sig større, end man kunne forudse. For de ansatte betød det, at de fine ord om fælles grundlæggende værdier som kvalitet, viden, oplevelse, frihed, respekt og udvikling konstant skulle omsættes i nye initiativer og som en grundtone, en rød tråd, ligge i opfyldelsen af de store krav om forandring, der blev stillet til medarbejderne.
Biblioteket blev et fast holdepunkt og fik ny betydning som stedet, hvor viden og oplevelse er to sider af samme sag, hvor kulturen lever, og hvor der er sammenhæng i tingene. For når Ferskvandscentret har miljøuge, er det biblioteket, der sørger for videnformidling helt ud til den enkelte skoleklasse. Og når fem virksomheder planlægger fælles eksportfremstød i Kina, er det biblioteket, der på alle fronter klæder dem på sprogligt, kulturelt og med konkret fakta. Biblioteket rykker ud, fysisk og elektronisk. De ansattes kvalifikationer er ikke kun viden, ekspertise og evnen til at lære af erfaringer. De har fået brug for deres engagement og professionalisme, deres mod til selv at tage ansvar og til at arbejde selvstændigt.
Det har simpelthen været nødvendig, for brugerne har været gode til at tage deres ejerskab af biblioteket alvorligt og stille krav, både som enkeltpersoner, som private og offentlige virksomheder, som institutioner osv. De vil have løst specialopgaver, undervisning og konsulentbistand. Til gengæld har selvbetjening fritaget de ansatte fra masser af tidligere tiders rutineopgaver.
Også politikernes ejerskab er blevet tydeligere. De er kommet tættere på, har været med til at bygge op på alle de interne linjer. Og måske er det på nogle indre linjer, der er sket mest?
Jeg ser mig om. Her i nybygningen er der mere glas, større udsyn. Solen kommer ind og tegner en stor firkant ind over det hele. De indre linjer? Jo, biblioteket er blevet større, har fået andre åbningstider, flere medier og tilbud osv. Men det er ikke mindst bibliotekets rolle i byen og kommunen, der er blevet udviklet. Den nye mere udadvendte stil. Den måde, politikere, forvaltning, skoler, uddannelsessteder, virksomheder og institutioner bruger bibliotekets menneskelige ressourcer på. Det er en faglighed på et højere niveau, der er til at føle på.
De har vel villet det, det lå vel i visionerne. Men måske er det også nogle behov i tiden, der har skabt denne udvikling.
Biblioteket skaber begivenheder, koordinerer og organiserer. Og fremfor alt sikrer biblioteket sammenhæng. Det er et holdepunkt i en tid, der råber på holdepunkter. Et center for viden, kultur og oplevelse.
Er det lykkedes? Jeg går tilbage gennem huset. Denne søndag eftermiddag er der gang i aktiviteterne. Der er dem, der gerne vil låne en god bog med hjem, og som har krav på en god og professionel service. Der er børnefamilier, unge i flok og brugere, der gerne vil både kunne slå op på skærmen og i bøger på hylderne. Jeg ved ikke, om det er lykkedes. Om visionen holder. Men jeg har en fornemmelse af en puls, der slår.
Uden for er der stadig mange cykler. Jeg lyner jakken godt op i halsen. Visioner er noget mærkeligt noget, men de er meget gode at have, tænker jeg. Så hører jeg et råb bag mig.
- Halløj, lyder det fra stadsbibliotekaren. Går du allerede? Vil du ikke høre lidt om vore nyeste planer?
- En anden gang, råber jeg tilbage. Der er kun en halv time til kampen på stadion starter.
Tekstforfatter:
Journalist Kurt Balle Jensen
PS: Pressebureauet Silkeborg
|
Rapporter og projekter 
