Er Bedst på Nettet nu også bedst på nettet? Til forsiden


Du er her:
Forsiden Rapporter og projekter Er Bedst på Nettet nu også bedst på nettet?

Webredaktør og bibliotekar Per Hofman Hansen, Silkeborg Bibliotek Er Bedst på Nettet nu også bedst på nettet?

Nogle overvejelser om Bedst på Nettets vurdering af Silkeborg Biblioteks hjemmeside sammenlignet med brugernes oplevelser.

Ved webredaktør og bibliotekar Per Hofman Hansen,
Silkeborg Bibliotek.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var med stor glæde, at vi på Silkeborg Bibliotek i juni i år modtog meddelelsen om at IT- og Forskningsministeriets projekt "Bedst på Nettet" havde tildelt vor hjemmeside 5 netkroner. Efter halvandet års ihærdige anstrengelser med etableringen af en helt ny hjemmeside var det naturligvis en stor tilfredsstillelse at blive "belønnet" på denne måde. Baseret på studier, undervisning, lærebøger, vejledninger og erfaring havde vi lagt stor vægt på, at hjemmesiden skulle opfylde de krav, som man med rette kan stille til brugervenlighed, tilgængelighed, nytteværdi og åbenhed. Anstrengelserne havde altså ikke været helt forgæves.

De 5 netkroner kom lidt bag på os
Skal jeg være helt ærlig, kom tildelingen af de 5 netkroner nok lidt bag på os. For selv om vi havde gjort os umage, vidste vi udmærket, at der var adskillige steder på hjemmesiden, der haltede. Gennem den daglige kontakt med vore lånere, det være sig via samtaler på biblioteket eller e-mails til redaktionen eller diskrete iagttagelser af lånernes brug af vore hjemmesider, havde vi opsamlet temmelig stor viden om mangler og fejl. I det omfang det har været muligt, har vi da også forsøgt at afhjælpe disse mangler.

Hindringer på vejen
Men to ting hindrede en markant ændring til det endnu bedre: Fra mit virke som censor på Danmarks Biblioteksskole har jeg temmelig stor viden om begrebet brugerundersøgelser, hvorfor da også en sådan i lang tid har stået højt på min ønskeseddel, men både tid og penge havde hidtil forhindret os i at få udført en sådan. Jeg vidste særdeles godt, at ville vi seriøst "afluse" vor hjemmeside for de værste katastrofer, var der kun én vej: Spørg brugerne.

Den anden hindring er mangel på programmeringsmæssig indsigt i hjemmesidens kerneydelse, biblioteksdatabasen, hvorfra centrale tjenester som søgning i databasen, reservering, fornyelser og lånerstatus foregår. Havde vi rådet over denne indsigt, ville vi for længst have forsøgt at afbøde det værste. Det var nemlig ikke mindst her, vi oplevede de store katastrofer, hvor brugerne ofte gav op. Ofte fik de ingen resultater ved en søgning, andre gange var resultaterne meningsløse, og havde brugerne endelig held med søgningen, havde de næsten altid endda særdeles svært ved at aflæse og tolke resultatet. Desværre gælder det for de fleste bibliotekssystemer, at de lader meget tilbage at ønske i brugervenlighed.

En venlig håndsrækning
Men tildelingen af de 5 netkroner satte skub i en mindre lavine. Da jeg sætter stor pris på Rolf Molichs bøger om og metoder til undersøgelse af brugervenlighed, kontaktede jeg ham umiddelbart efter tildelingen. DialogDesign, tilbød at udføre en brugerundersøgelse af vor hjemmeside for at se, hvordan det går med brugervenligheden på et fem-kronet websted, når man inddrager brugerne.

Nu foreligger resultatet af DialogDesigns brugerundersøgelse. Og det kommer for så vidt ikke bag på mig. Som sagt vidste vi udmærket, at der var fejl og mangler, men med undersøgelsen har vi nu fået dem afdækket systematisk på en professionel måde - og gennem brugerne, ikke mindst! Heldigvis kan vi da også konstatere, at der er mange både fremragende og hensigtsmæssige funktioner på vor hjemmeside.

Resultaterne er tankevækkende
Her står vi så: På den ene side 5 flotte netkroner og på den anden side en lang liste af kritisable punkter, som vore brugere peger på. Hvad skal vi stille op med det? Og er den ene undersøgelse forkert og den anden rigtig?

Vi skal hverken hvile på laurbærrene eller gå beskæmmet bort. Vi skal bruge resultaterne til at komme videre med. Jeg ser Bedst på Nettet, som en effektiv metode til på systematisk vis at højne den generelle standard på Danmarks offentlige hjemmesider. Blandt andet fordi man ikke skal være blind for, at Bedst på Nettet utvivlsomt har igangsat et ikke umiddelbart synligt kapløb de offentlige institutioner imellem, da de fleste naturligvis ønsker at opnå så godt et resultat som muligt, og "det er jo ik' så ring' endda"! På Bedst på Nettet er en checkliste, som enhver webmaster bør gå slavisk igennem og indrette sin hjemmeside efter. Gør han det, undgår han under alle omstændigheder en række tekniske faldgruber, og han sikrer sig også at de basale krav til offentlige hjemmesider vedrørende nytteværdi og åbenhed er indfriet.

Men er den hellige grav da velforvaret dermed? Nej, for kriterierne fra Bedst på Nettet kan kun "redde" de formelle krav. For selvom de er opfyldt, kan vi ikke føle os sikre på, at brugerne problemfrit kan navigere rundt på hjemmesiden og uden videre finde det ønskede.

1+1=3
Bedst på Nettets vurderingsgrundlag består af 80 kvalitetsindikatorer samt et lille pop-up spørgeskema, der er rettet mod brugerne. Dette meget enkle skema benyttede vi os også af, og vi fik på en uge godt 100 svar, som også pegede på visse mangler og uhensigtsmæssigheder. Men en egentlig brugerundersøgelse vil jeg bestemt ikke kalde det. Kun en egentlig brugerundersøgelse, som f.eks. den DialogDesign netop har udført for Silkeborg Bibliotek, kan bringe os dette skridt videre. Men havde vi ikke først fulgt Bedst på Nettets retningslinier, er jeg overbevist om, at resultatet havde været endnu mere nedslående. Derfor kan vi hverken undvære redskaber som Bedst på Nettet eller egentlige brugerundersøgelser, som den som DialogDesign netop har udført for Silkeborg Bibliotek.

Da vi netop har omprioriteret i vor medarbejderstab med henblik på nye udviklingsmuligheder, ser jeg optimistisk frem til, at vi i den kommende tid vil være i stand til at udføre markante forbedringer. Dermed kan vi forhåbentlig slippe af med en lang række af de kritiske problemer og endda være i stand til at udvikle nye services, som brugerne enten værdsætter eller ligefrem kræver.
Links
DialogDesigns brugerundersøgelse af Silkeborg Biblioteks hjemmeside.
Brugerundersøgelsen publiceret på Silkeborg Biblioteks hjemmeside.
Bedst på Nettets nyhedsbrev.


Publiceret 1. september 2001. Webredaktør Per Hofman Hansen.