Efteråret er startet tidligt med støvregn og gråvejr. Der er lys på Alderslyst Bibliotek og man kan se, at der forberedes aktiviteter til dagens - og ugens - tema: "Børn og nærvær", som er arrangeret i samarbejde med børneinstitutionerne i området. Søndag er i endnu højere grad blevet dagen, hvor man dyrker fællesskabet efter en uge med hjemmearbejde ved computeren.
Og heldigvis er biblioteket åbent. Søren og Jette nyder deres pensionisttilværelse, og i dag har de besøg af børnebørnene. Planen er klar. De skal på biblioteket - det kræver børnebørnene. Først leger de uden for biblioteket på den nye store legeplads, mens bedsteforældrene sidder på bænken og ser på. Men da klokken bliver 10, går de alle 4 ind for at se dukketeaterforestillingen "Bedstemor med slaw i". Det foregår i den nye tilbygning, der er fælles for både biblioteket og børnehaven Engen. Her er der fast scene, filmlærred, videoudstyr osv. Der er fuldt hus, og bedsteforældrene glæder sig sammen med børnene over forestillingen.
Bagefter er det tid til en kop formiddagskaffe og en is i cafeen. Her hygger folk sig med aviser og tidsskrifter. Jette møder en tidligere arbejdskammerat, som er på biblioteket for at få hjælp til at vælge nye e-bøger, hun skal have med på retræteferie til Iran. Søren er inde i lokale C for at hente sin paraply, som han glemte i onsdags, da han var til møde i delebilklubben. Børnene er for længst forsvundet i den nye eventyrlige legeskulptur. Et par nydanskere sidder og spiller backgammon henne ved vinduet.
"Hej farfar" siger Bjørk til Søren. Hun kommer netop ind ad døren sammen med forældrene, Lis og Per, som har nydt at sove længe. "Jeg har glemt mit borgerkort, jeg skater lige hjem efter det," siger hun. - "ellers kan jeg ikke få adgang til "Spilleboxen", og jeg vil prøve at vinde på storskærm, selvom det er ret svært med 3 modstandere".
Søren og Jette fortsætter ind i "Fordybelsen" for at få hjælp af personalet til at finde nogle af titlerne fra nyhedslisten, som de fik i torsdags ved den månedlige bogcafe. De ved, at bibliotekaren er i afdelingen med papirbøger, så de går hurtigt forbi e-bogsstanderne. Nu glæder de sig til en halv time i "Oasen", hvor der er dybe lænestole og RO. Børnene er i mellemtiden smuttet ind i "Fortællehulen" for at høre Rosa fra Rosengårdscentret fortælle om, da hun var barn. Derefter skal hele familien mødes i cafeen til frokost. Frokosten bliver i dag lavet af elever fra Teknisk Skole. Andre gange er det Sprogskolens Madhold, der står for serveringen.
Lis og Per går rundt og samler diverse materialer ud fra hver deres huskeliste, som de har printet ud hjemmefra. De er meget glade for deres "Intelligente agenter", som trimmer oplysninger til dem, så de kun får de ting, de har brug for. De kigger lidt på udstillingen med tegneserier, som børn læste i i gamle dage.
Efter frokosten deltager hele familien i fælleslegene på legepladsen. Det er rart at få rørt sig lidt, og sognemedarbejderen fra Alderslyst Kirke er god til at få alle med.
På vej hjem møder de nabofamilien, som skal i "Workshoppen" på biblioteket for at lave drager. De har læst på bibliotekets hjemmeside, at der kommer en kineser og instruerer i ægte kinesisk dragebygning. I "Biblioteksshoppen" køber de "Skrumpelifutten", som er det store hit i 2005. De køber bogen, og børnene plager sig til en Skrumpelifut-mus til børnecomputeren.
Nabofamiliens børn går ud for at sætte dragen op, mens forældrene får en snak med personalet om næste måneds tema.
Familiens yngste har trukket oldefar med hen til internetmaskinerne for at vise ham, hvordan han skal sende en e-mail til niecen, som har bosat sig i Japan.
Nu nærmer klokken sig 16, og personalet checker besøgstallet, inden de går. De glæder sig over nok engang at have et flot besøgstal.
|