Lidt om teknikken omkring Internettet.

Af Projektleder Ole Schmidt - Silkeborg Bibliotek

20. febr. 1996

Opkoblingsmuligheder:

Der er 4 måder at koble sin computer op til internettet

1)Modemopkobling

Modem:

Man kan købe er godt modem for ca. 2000 kr. Hvis man ikke har et modem i forvejen anbefaler vi at købe et 28800 baud v34 modem, hvilket de fleste internetudbydere understøtter. Et eksternt modem anbefales, idet fejlsøgning er betydelig lettere end ved et indbygget modem.

Udbydere:

Der findes efterhånden mange udbydere af Internetforbindelse via modem. Et godt sted og danne sig et overblik er ved at kikke i de danske computerblade, som ofte har en oversigt over udbyderne og hvor meget support de tilbyder. Hvis man har adgang til pol-online, findes der under internet-mappen en diskutionsgruppe, der kun handler om udbydere i DK. Hvis man har mulig for at få adgang til internettet findes der også en god oversigt over udbydere hos Jubii HTTP://www.jubii.dk/.

Software:

Der skal bruges noget specielt software (typisk PPP - Point to Point Protokol - til WWW grafiske brugerflade) til at skabe forbindelse mellem udbyder og den enkelte modem/computer. En del af Internetudbyderne leverer software sammen med abonnementet, hvilket dog ikke altid er lige let at installere (Det gør sig specielt gældende hvis man ikke bruger Win95 eller Macintosh).

For at lette installeringen kan man købe en bundle-løsning som Internet in a box, Internet Express, eller Netscape personal edition (ca. 500-1000 kr.).

Modemopkobling er umiddelbart den billigste løsning. Tlf. udgifterne kan dog blive meget høje hvis forbindelsen bliver brugt meget. Forbindelsen er desuden betydelig mere ustabil og langsom end nedenstående løsninger, og det er praktisk talt umuligt at etablere en Internetserver via modemforbindelse.

2)ISDN

En ISDN forbindelse er en digital telefonforbindelse mellem to adresser (Vært og LAN/ computer), hvor forbindelsen kun står åben når man bruger den. Der betales trafikudgifter efter samme regler og tariffer som en almindelig telefon

Der findes to typer af ISDN forbindelser. En forbindelse til en enkeltstående computer og en forbindelse til et LAN (lokalt netværk).

Silkeborg bibliotek havde indtil september 1995 en ISDN-løsning (via Uni-c). Vi havde i det sidste kvartal, vi brugte ISDN-forbindelsen, en trafikafgift på ca. 24000 kr. På daværende tidspunkt havde vi ca. 10 pc'ere plus en WWW-server koblet til Internettet. En stor del af trafikudgiften skyldes vores server, idet man også betaler for den indgående trafik, d.v.s opkald til vores Internetserver.

En ISDN forbindelse er hurtig og forholdsvis stabil. og den giver mulighed for at etablere en server på Internettet. Den er bare for dyr en løsning for Silkeborg bibliotek, idet trafikudgifterne hurtigt oversteg, hvad en fast forbindelse koster (se nedenstående).

3)Fast forbindelse

En fast forbindelse er en permanent forbindelse mellem to adresser adresser (Vært og LAN/ Computer), hvor der betales en fast afgift uanset hvor meget forbindelsen bliver brugt.

En fast forbindelse er meget stabil og giver ingen overraskelser m.h.t. driftsomkostninger. Prisen er dog typisk afhængig af, hvor langt der er til værten.

4)Frame Relay

Frame relay er et såkaldt pakkekoblet netværk, hvor transmissionen mellem to adresser (Vært og LAN/ computer) sker via den hurtigste vej. Der betales en fast afgift, som på den faste forbindelse

Frame relay har samme fordele som den faste forbindelse. Den har desuden den fordel at prisen ikke er afhængig af afstanden til værten, plus at der automatisk etableres en alternativ fremføringsvej ved et evt. kabelbrud. Den er også let at opgradere til en hurtigere forbindelse hvis behovet opstår (64Kb -> 2 mb).

Silkeborg Bibliotek gik i september 1995 over til en 64.Kb Frame Relay forbindelse via DBC, som har kørt meget stabilt de tre måneder, vi har haft den. Selvom vi efterhånden har ca. 20 pc'ere tilsluttet forbindelsen , virker 64 kb forbindelsen fuldt ud tilfredsstillende. Vi vil dog nok få brug for en opgradering til en 128 kb forbindelse, når vi åbner fuldt ud for vores eksterne brugere.

Lokalt Netværk (LAN):

Internettet er bygget op omkring protokollen TCP/IP. Derfor skal lokalnettet understøtte TCP/IP.

Silkeborg bibliotek har valgt at bygge et separat netværk (LAN) til internetbrug. Det har vi også gjort ud fra nogle sikkerhedsmæssige aspekter, idet der med et separat LAN, som ikke giver adgang til eksempelvis kommune og lignede, ikke skal laves så mange sikkerhedsforanstaltninger.

Routeren: Routeren er nødvendig til at forbinde os til Internettet. Den bliver typisk leveret og installeret af Internetleverandøren eller Teledanmark.

Hubben: Hubben har 12 udgange hvor man kan koble sit netværk til. Vores netværkstype er et ethernet 10baseT (Twisted Pair) med RJ45 stik. Vores supermax (Bibliotekskatalog), Lanrover og webserveren er forbundet direkte til hubben.

En HUB koster typisk 5000-10000 kr.

Minihubs: Vi har til vores centrale hub forbundet til et antal minihubs. De har 5 eller 8 udgange, som går ud til vægstik og maskiner i de forskellige afdelinger. Man kan selvfølgelig også forbinde sine netværks pc'ere direkte til hubben, hvilket selvfølgelig bevirker, at der ikke kan kobles så mange maskiner på netværket. Hvis man vil bruge minihubs skal man undersøge om den centrale HUB man køber/har understøtter brugen af minihubs.

En minihub med 5-8 stik koster typisk mellem 1000-2000 kr.

Supermaxen (DDE): UNIX maskinen fungerer som vores bibliotekssystem, med almindelig terminaler tilsluttet. Vores systemleverandør har foruden vores normale bibliotekssystem installeret en WWW-server, som fungerer som interface til søgninger i vores bibliotekskatalog via Internettet. Grundet den eksterne adgang fra Internettet er der i Supermaxen installeret en firewall , der fungerer som et sikkerhedsfilter mellem den eksterne del, hvor WWW-serveren ligger og den interne del, hvor selve bibliotekskataloget befinder sig. D.v.s at når man kommer ind på maskinen via Internettet , har man kun adgang til WWW-serveren.

Lanroveren: Lanroveren er en kommunikationsbox med 8 modemer tilsluttet. Via den kan vi tilbyde vores brugere adgang til Internettet via PPP protokollen. Når man kobler op igennem Lanroveren, via modem, bruger man vores Frame Relay forbindelse til at bevæge sig ud på Internettet. Der kan være 8 brugere sluttet på samtidig. Man kan også bruge modemer forbundet til en NT eller Novell server til samme funktion..

Webserver: Som webserver bruger vi en Apple workgroupserver 6150 med WWW-serverprogrammet "Webstar".

Serveren er indkøbt som en bundle løsning fra Apple. Apple Internet server - Computer + WWW-server, HTML editor m.m. samlet pris 19000 kr.

Kabel: Vi har brugt ethernet 10baseT (Twisted Pair) med RJ45 stik. Kablerne har vores pedeller både lavet og trukket. Der sidder nu mindst 1 netværksstik i hver afdeling og afdelingskontor.

Hardware:

PC'ere: Man kan bruge næsten alle nyere PC'ere til at koble op til Internettet. Det anbefales dog at man har minimum 8 mb ram til rådighed. En 386 - 40 MHz/Macintosh LC 475 er nok noget af de mindste man skal bruge. Det er også vigtigt at grafikkortet kan vise 256 farver i en nogenlunde hastighed.

Hvis man kobler op via et LAN, skal maskinen også være udstyret med et ethernetkort (ca. 600-1000 kr.) eller lignende.

Det er i princippet ligemeget hvilken computerplatform/styresystem man bruger - Mac OS, Windows, Win95 eller OS/2. Det er dog vores erfaring at opsætningen af windows kan drille lidt (Vi har ingen erfaring med OS/2).

Silkeborg Bibliotek har p.t. 9 Macintosh PC'ere og 6 PC'ere som kører Win95, tilsluttet Internettet

Internetserver: Som server kan der både anvendes UNIX, PC'ere eller Macintosh maskiner. Dette

skal dog være temmelig kraftige maskiner med 16-32 mb ram.

Vi bruger en Apple workgroupserver 6150/66 (66 MHz PowerPC) med 16 mb ram.

Software:

Browser/klient: Netscape/Mosaic eller anden www browser/klient. Fordelen

ved en WWW browser er at den er, bagudkompertibel med de ældre protokoltyper på nettet (gopher, ftp). Netscape er gratis at benytte for folkebiblioteker.

TCP/IP: er indbygget i de fleste nyere styresystemer. Windows kræver dog at der bliver installeret div. winsockets. Ved brug af modemforbindelse kræves et program til at køre PPP protokollen.

Hjælpeprogrammer: For at få det fulde udbytte af WWW kræves diverse hjælpeprogrammer. Telnet, div. viewers - til lyd og film, udpakningsprogrammer m.m.(free eller shareware).

e-mail: Til e-mail anvendes eudora light eller lignede (freeware.)

e-mail server: findes både som freeware og kommercielle programmer.

Internetservere/WWW-servere: Der findes www-server software til næsten alle platforme.

Fra freewareprogrammer til 5000$ software. Nogle har desuden en gopher og

ftp-server indbygge.

Konstruktion og etablering af Homepage:

HTML editorer: Der findes en mængde editorer til at konstruere HTML dokumenter (fere og

shareware). Fornylig er der dukket kommercielle programmer op, som skulle gøre det lige så let at lave html, som det er at skrive en tekst i et tekstbehandlingssystem (ren WYSIWYG). Der er også kommet mange udvidelser til de allerede eksisterende tekstbehandlingsprogrammer (Word, Ami-pro m.fl.) som gør det muligt at lave HTML dokumenter.

Litteratur om HTML: Der er inden for det sidste år kommet utrolig mange bøger om Internettet og HTML-konstruktion på markedet. Et andet sted at hente relevant litteratur er selvfølgelig på Internettet, hvor mange erfarne HTML konstruktører giver div. indførsler i HTML-konstruktion. Sidst men ikke mindst står det jo en frit for at lade sig inspirerer, eller "hugge" om man vil, fra de homepages man finder på nettet. I de fleste klienter er det nemlig muligt at "komme bagved" et HTML-dokument og se hvordan det er opbygget (View Source).

Etablering af homepage: For at gøre sin homepage tilgængelig på Internettet er der to ting man kan gøre.

1. Lægge sine dokumenter på en allerede etableret server, eksempelvis hos sin host. Denne metode vil typisk blive anvendt hvis man kun har en modemforbindelse eller ikke vil investere i en server.

2. Etablere sin egen server - hvis man har en ISDN eller fast opkobling. Her kan man foruden www-serveren installere mail-, ftp-, gopher og chat server. Desuden kan der installeres div. cgi'er til kommunikation (elektronisk forsamlingshus).

Hvis man har en modemopkobling er det dog stadigvæk mulig at lave en homepage til internt brug (skal ligge på maskinens harddisk).

Hvis man vil vide mere om Internettet og herunder specielt bibliotekernes fremtidige rolle, så hop ind på adressen: HTTP://www.silkeborg-bibliotek.dk/netbib/netbibliotek/indhold.html