Du er her: Silkeborg Bibliotekerne Essayet Bag om genren Bag om genren Definitioner | Genreintroduktion | Hvad betyder ordet essay? | Lær at genkende essayet Definitioner Lidt forsøg med facts om essayet. Det er karakteristik for en kompleks genre som essayet, at den ikke er nem at definere. Genrens afgræsning er behæftet med adskillige vanskeligheder og kan være svær at præcisere. Ordbøger, leksika, encyklopædier, litteraturhistoriske oversigtværker m.m. er alle eksempler på steder, hvor man kan søge definitioner. Men vær opmærksom på de store uoverensstemmelser. Her har du eksempler til illustration af pointen. I min bacheloropgave gennemgår jeg problematikken med at definere genren, og her kan du finde flere definitioner. Et udvalg af definitioner  Gyldendals litteraturleksikon (1974) beskeden titel på videnskabeligt, især filosofisk, arbejde. afhandling (gerne kortere og på prosa) hvori det subjektive præg og den kunstneriske udformning er væsentligere end den saglige værdi af emnebehandlingen.  Den Store Danske Encyklopædi (1996) litterært prosastykke af ræsonnerende, beskrivende eller fortællende art - ikke fiktion og ikke en institutionel tilkendegivelse.  Politikens Retskrivnings- og betydningsordbog (2000) kortere fremstilling af et emne skrevet i personlig og letforståelig form. En solid definition Den, efter min opfattelse, grundigste genre- og definitionsbestemmelse af essayet, står Thorkild Borup Jensen for i At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere: " - en afrundet, ikke-fiktiv kunstprosatekst af et så begrænset omfang, at den uden besvær kan tilegnes i et stræk. Fremstillingen er åbenlyst personlig og kunstnerisk bevidst; forfatteren er den eksplicitte fortæller og ræsonnør. Tankerne fremstår ikke sagligt og logisk, som udtømmende, endegyldige kendsgerninger, derimod som et selvberoende individs foreløbige, uortodokst søgende, fordringsløst spontane indfald, det suveræne jegs impulsive ideer. Teksten er af anlæg åben; den søger ikke den ultimative forklaring, men overlader det sokratisk til læseren at drage sin egen slutning. Synspunkter og holdninger er subjektive tilkendegivelser, hvormed læseren søges involveret som part i sagen. Der tilstræbes en dialogisk intimitet, etableringen af et uformelt sted, hvor der (kan) tales og samtales frit; der tilstræbes tillige en engagerende og fortrolighedsskabende, almen læserhenvendelse. Teksten har karakter af en igangværende tankeproces; ofte sammenfald af skrive- og tilegnelsessituation; mobilisering af undervejsoplevelsens søgende fællesskab."(s. 31-32) " - emnet kan være et hvilket som helst, emnevalget udspringer af en omfattende nysgerrighed og livsappetit. Emnet er dels genstand for det skrivende (fortællende, ræssonerende) jegs selvspejling, dels anledning til jegets egen tankemæssige og sproglige udfoldelse. Emnet udgør tillige den konkrete omstændighed ved jegets selvudfoldelse; selvudfoldelsen er identisk med jegets, essayistens livsfilosofiske overvejelser."(s. 20) " - en smidig, ukonventionel og dog fordringsfuld fremstillingsstrategi. Smidig i sin rummelige indoptagelse af forskelligartede elementer af ræsonnerende, berettende og beskrivende art, med plads til tøven, undren, spørgen, kommenteren, sidespring og associationer; mageligt slentrende, uanstrengt søgende en sammenhæng mellem det uendeligt små og det uendeligt store, med kærlig optagethed af tilværelsens brogede mangfoldighed. Ukonventionel i sin uforpligtede, skødesløse, udogmatiske tilgang til og sit tilsvarende greb om emne og fremstilling, i sin uhøjtidelige optagethed af det momentane, individuelle, irrationelle, afvigende, normalt oversete, paradoksalt uberegnelige. Fordringsfuld i sin fingerede nonchalance, gældende forholdet til viden, kilder, autoriteter, og i sin, ligeledes foregivne, uvidenhed om dette og hint, sine antydende sammenhænge og dristige antagelser, sine nuanceringer, modifikationer, glidninger, modstillinger, selvmodsigelser, sine stiltiende forhåndsforventninger til læserens åndelige aktivitets- og dannelsesniveau."(s. 20-21) Genreintroduktion Essayet er antydningens, afvekslingens og forskelligartethedens genre. Vi skal tilbage til 1580'erne for at finde essayets primære rødder. Virtuosen, ophavsmanden og den sunde livsskeptiker Michel de Montaigne sad tilbagetrukket i sit slotstårn og vejede sit livs erfaringer, oplevelser, tragedier og glæder for og imod hinanden. Her sad han i sit yndlingskammer, omgivet af latinske citater og bøger, og grundlagde den litterær genre, essayet. Når Montaigne brugte den ubestemte flertalsform "essais" om sine fire verdensberømte værker, var det for at markere, at tilværelsen er "gådefuld, irrationel, forunderlig, kompleks, flygtig", som det hedder i artiklen Essayet er ikke for fastholdere. 0rdet "essay" har en omfattende betydning, hvilket er med til at understrege Montaignes syn på genrens mangesidede udtryksformer. De mange mærkelige titler i essaysamlinger signalerer, at der er tale om meddelelsesøvelser og eksperimenter, hvor skribentens erfaringer prøver kræfter med sproget og sit eget sind. Essayisten skriver spontant og fragmentarisk om sine brudvise og momentane oplevelser af tilværelsen med en vilje til personligt udtryk, som trænger igennem overalt i sproget. Der er ikke tale om videnskabelige sysler med strenge metodiske krav. Omverdenens beskaffenhed beror på skribentens personlige holdning til den, og det er ofte det ringeagtede, det oversete, der optager essayistens blik. Paradoksale og forunderlige træk ved livet er ofte essayets anliggende. Forløbet i et essay, som er en kort afrundet prosatekst, der kan tilegnes i et stræk, er ikke stramt og logisk argumenterende, men associativt, springende. Essayisten skriver via omveje, indskudte bemærkninger, kommentarer og tilkendegivelser. Man ledes så af disse omveje til den opklarende pointes lys. Strøtanker, erindringer, sindsstemninger, konkrete oplevelser og følelser kan alle danne ramme om et essays tilblivelse, lige så vel som emnet kan omhandle alt. Dog er en selvbiografisk, suveræn selvoplevelse af livet, essayistens egentlige ærinde, der fordomsfrit og fortroligt rækkes ud mod læseren. Livsfilosofiske overvejelser og et særligt sammenfald mellem ydre og indre oplevelser kommer oftest til udtryk i rejsen som det bærende tema. Yderligere er essayet karakteriseret ved, at de konkrete omstændigheder ved emnets opdukken inddrages. Endvidere har skildringen karakter af improvisation, eksperiment, foreløbighed, og tilvejebringes som fordringsløs og usystematisk hverdagsproces. Alting foregår og skrives undervejs, også den fortrolige henvendelse til læseren. Essayisten foretrækker at være i samt at skabe bevægelse, at sky faste meningstilkendegivelser, flertalsholdninger og positioner. Det har som konsekvens, at essayistens jeg ikke gør krav på at fremtræde med en på forhånd erhvervet myndighed, som en professionel udøver af et bestemt erhverv, en talsmand for et givent politisk program eller lignende, men foretrækker at være til stede som en uortodoks, uvilkårlig amatør, en individuel søgende (tanke)vandrer. Lidt om afgrænsning af genren Vil man forstå, hvad essayet er for noget, kan det være til stor hjælp at nævne nogle af de genrer, der på forskellige vis støder op til essayet. Genren er beslægtet med brevformen, aviskronikken, fortalen, dialogen, epistlen, rejseskildringen osv. Disse afarter eller tilstødende skriveformer siger noget om, hvor kompleks relationen til essayet er. Endvidere vil jeg nævne yderligere en afart. Man kan spore en forgrening af essayet tilbage til en række skriverier i 1600-tallet, bl.a. John Lockes "An Essay concerning human understanding" fra 1689, der gør brug af en afledt betegnelse af essaygenren, hvor det er selve emnet, omfanget og forpligtelsen på sagsforholdet, der adskiller det fra essayets hovedtradition. Her er essayet nærmest at sidestille med afhandlinger, undersøgelser. Dog er de ikke værdineutrale og objektive i deres sigte, men udtryk for forfatterens personlige stillingtagen til emnet. Samme karakteristika, om end i mindre størrelsesforhold, findes hos en anden af essayets pionerer, Francis Bacon. Bacons essays har også en mere saglig fokusering på det, der skrives om. De udgør, litteraturhistorisk set, en senere afledt gren af essayet, med klar inspiration og henvisning til Montaigne. Den danske essaytradition Lad det være sagt med det samme, det er problematisk at tale om en ubrudt linie i dansk essayistik, med udgangspunkt i Ludvig Holbergs Epistler og oprulningen af en kongerække, som f.eks. inkluderer Søren Kierkegaard, J.L. Heiberg, H.C. Andersen, Adam Oehlenschläger, M.A. Goldschmidt m.fl. For det første har disse forfattere ikke gjort brug af betegnelsen essay, for det andet er det forfatterskaber, hvis indhold er meget forskelligartede, hvilket gør dem svære at reducere i retning af essayets kendetegn. Vi skal frem til Georg Brandes, der som den første benytter betegnelsen essays i Danmark, om to bind digterportrætter fra 1889. Brandes opfattede genren som en "brobygger" mellem videnskab og kunst, der ofte står i et forlegenhedsforhold til hinanden. Han grundlagde desuden den avis- og tidsskriftsmæssige publicistvirksomhed, der har haft en stor tradition i dansk essayistik lige siden, med mange kendte repræsentanter. I nyere tid tales der meget i litteraturen om genren som et "grænsetilfælde mellem sagprosa og fiktion" - eksempelvis i bøgerne Slags og Genre bogen, men der hersker, mig bekendt, ikke enighed om, hvad et essay er for noget. De to eneste systematiske, litteraturhistoriske forsøg på at redegøre for essayet er At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere og Den fjerde genre. Essayet i Danmark. Desuden kan man finde spredte udtalelser i tidsskriftsartikler, aviskronikker og litteraturhistoriske oversigtsværker. Essayet er den glemte genre, der gerne skulle frem i lyset. God fornøjelse. Hvad betyder ordet essay? I sin store Montaigne-monografi skriver Andreas Blinkenberg, at ordet essai kommer af lat. exagium, i opr. betydning vejning, afvejning, i overført betydning nøje undersøgelse eller prøven. Andre afledte betydninger, som nævnes i At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere er: "stillen på prøve" "foreløbig prøve" "smagsprøve" "erfaring" "forsøg" "øvelse" Ordets ophavsmand, Michel de Montaigne, bruger alle betydninger af dette ord, og al senere essayistik står i et eller andet omfang i gæld til hans lille 4 bd. samling "Essais", fra 1580'erne. Lær at genkende essayet I At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere anslåes det, at der forenklet set, er to måder man kan skelne essays fra hinanden på. Hvis et essay er skrevet i forlængelse af Michel de Montaigne eller Francis Bacon traditionen, som repræsenterer genrens to store forgængere, kan du generelt regne med, at de har følgende variable karakteristika, som her opstilles i et skema. Bacon Montaigne Målrettet, logisk Springende, analogisk, associativ Planlagt, stram, diskursiv Impulsiv, improviserende, løs og ledig Informerende, forklarende Causerende, antydende Meddelende Samtalende Emneorienteret Jeg - du (kommunikations) orienteret Alvorlig, tydelig Spøgefuld, underfundig Intellektuel belysning Følelsesmæssig tilkendegivelse Personligt udgangspunkt Subjektivt centrum  Eksperten Thorkild Borup Jensen At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere  Bogen er et systematisk forsøg på at rodfæste genren ud fra dens oprindelige traditionsmæssige forankring i Montaignes berømte skriverier fra 1580'erne. Den er lærd, men ikke unødig svær og udmattende. Tværtimod er den skrevet med indlevelse, enormt kendskab og en grundighed, der ikke lader sig fornægte. Bogen præsenterer og analyserer værker af toneangivende danske essayister i det 20. århundrede, og indeholder foruden et lærerigt kapitel, hvor sammenhængen mellem at læse og skrive essays belyses. Selvom værket vedrører den danske horisont, føres der i varierende omfang en dialog med den udenlandske forskning og litteratur om genren. Bogen forholder sig endvidere til hidtidig dansk forskning og litteraturhistorisk arbejde med genren og er endvidere udstyret med et titel- og personregister, samt udførlige litteraturhenvisninger. En uundværlig bog til oplysning om essayet som genre. Om forfatteren Litteratur af Thorkild Borup Jensen Anmeldelser af At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere Publiceret 2. februar 2003. Opdateret 13. januar 2005. Jesper Abild Jensen.