|
Essayet i undervisningen

En håndsrækning til essayet i danskundervisningen
|
Den essayistiske skrivemåde
En tendens der, efter min opfattelse, breder sig på mange uddannelser er optagetheden af en mere eksperimenterende måde at skrive på. Vi kunne kalde den essayistisk. Og elevens opgave - et forsøg på at indfange et emne i sit eget sprog, med henblik på at fremme den sproglige fornemmelse, det personlige engagement og skærpe opmærksomheden.
Måske kan denne side give lidt ideer til at fremme skriveprocesser rundt omkring i undervisningsmiljøerne, på skoler m.m. Her er mine ideer til indhold i undervisningen. Husk dette "at skrivetænke" er vigtigere end emnet.

Tips og andre finurligheder:
- Et forlag som Dansklærerforeningen udgiver og har udgivet flere essaysamlinger og bøger om essays i undervisningen.
- I 2002 udgav foreningen et særnummer ("Essay-konkurrence") af tidsskriftet Dansk (2002, nr. 2) i anledning af en afholdt essay-konkurrence. Vinderbidragene er optrykt heri og hele tidsskriftet findes tilgængeligt på nettet som PDF-fil.
- Hold dig i øvrigt underrettet om udgivelser fra forlaget.
Nogle tommelfingerregler
- Når man jagter information om essayet, skal man ikke kun søge efter litteratur om genren. Essayister skriver også gerne i selve essayene, hvori de giver deres private mening om genren til kende. Det samme er tilfældet med tidsskriftsartikler. Her er der mange indkredsninger om essayet. Man skal heller ikke kun kigge et sted i biblioteket. Vær vågen og brug hjemmesiden her som indgangsportal.
- Tro ikke på, at alt er essays, men lær at argumentere for, hvad du forstår ved et essay.
- Vær klar over, at et essay kan optræde mange forskellige steder, og i mange forskellige versioner. Eksempel: Ofte er en essaysamling blevet til som en redaktionel omarbejdning af aviskronikker.
Som begynder - på læsersiden
- Hvis du er interesseret i at komme i gang med at læse essays, så start evt. med antologierne. De giver en mangfoldig fornemmelse af, hvad et essay går ud på, bl.a. fordi de består af bidrag fra flere forskellige essayister og forfattere. Et eksempel kan være en essayantologi skrevet ud fra temaet danskhed. Denne antologi præsenterer flere forskellige bud på, hvad der kan forstås ved dette at være/føle sig dansk. Læg mærke til forskelligheden og mangfoldigheden i bidragene. Andre appetitvækkere finder du bl.a. på temasiden.
- Eller hvad med at starte med at læse kronikker i dagbladene?
- Tag eventuelt ind på biblioteket og kig på hylden under 04 herunder 04.6, som er opstillingssignatur for essayet. Her kan du danne dig et indtryk af genrens mangfoldighed.
- Eller du kan browse/surfe rundt på hjemmesiden her, som netop er tænkt som en indføring i essayet som litterær genre.
- En anden mulighed er at se, om en af dine yndlingsforfattere også har skrevet et essay i forlængelse af forfatterskabet. Du spørger bare bibliotekaren, eller søger via søgeboksen her på hjemmesiden. Alternativt kan du kontakte biblioteket via den specielle essay-formular.
Hvad gør man, når man gerne vil skrive lidt essayistisk selv?
Her er lidt finter, vinkler og finurligheder:
- Find din egen metode. Den finder du ved at prøve dig frem. Måske via de her anførte oplysninger og angivne ideer…
- Indkreds dit emne, enten i dialog med din underviser, klassekammerater/medstuderende.
- Gå til dem, som ved lidt og har skrevet lidt om emnet. Benyt dig af deres erfaringsbaserede og pædagogiske råd. Litteraturhistorikere, folkeskolelærere, gymnasielærere osv.
- Læs om genren, så dukker der indfaldsvinkler op. Ikke mindst fordi forholdet mellem at læse og at skrive essays er så intimt forbundet.
- Start med at indkredse dit emne: - er du i tvivl om hvilke, og hvor mange emner, der skrives om i essayet, kan du danne dig et overblik via vores inspirerende Essayets verdensbillede.
- Kunne du tænke dig nogle ord at varme op på? Nogle indskydelser til at "sætte knolden i omdrejninger", og som du kan starte med at få inspiration af? Der kan være tale om følelser, tankefølelser, behov og ønsker. Tag et kig i Idébrønden. Brug ordene til en brainstorming. Tag de ord, du kan bruge og lad dem stimulere din fantasi. Resten kommer måske af sig selv?
- En rigtig god og anbefalelsesværdig metode er at skrive små sporadiske og episodiske noter og notitser ned. Noget, du hørte, en hændelse, du iagttog, en følelse, du fik, en duft, der udløste en erindring, en vision - hvad ved jeg. Skriv dem ned og byg noget større op derfra.
- En anden klassiker. Skriv dagbog eller breve (ja, også selvom brevet er en truet "art").
- Ordbøger, citatsamlinger m.m. er ofte guldgruber for kommende forfattere.
- Tjek evt. de gode websteder Opgavesiden.dk og SkrivOpgave.dk.
Hvordan er det nu lige, man analyserer et essay?
Jeg vil klart anbefale at bruge Thorkild Borup Jensens bog "At tænke uden styrthjelm uden knæbeskyttere", til at hjælpe med at besvare dette spørgsmål. Den er snedigt skruet sammen med øvelser, forklaringen på sammenhængen mellem at skrive og læse essays. Bogen forklarer, hvordan andre essayister opfatter dette "at skrivetænke", som essayistikken også kaldes. Selv leverer han talrige dybdegående analyser og kommentarer til essays, der er inkluderet i bogen. Han karakteriserer sproget, fremstillingsformen, forløbet. You name it. It's there.
Alternativerne på dansk grund er listet på siden Litteratur om genren. Der er tale om værker, der har den metodiske side af essayet med, hvor der er sat fokus på undervisningssituationer og skrive- og analyseprocesser.
Til skabelonryttere
Nettet er en jungle på dette punkt. Vil du gerne have fingrene i en analyseskabelon for essayet, kan du skele lidt til hjememsiden www.textanalyse.dk. Men husk at tilpasse dem til de væsenstræk, der karakteriserer essayet. For de bygger på skabeloner til andre medier og genrer.
For dem, der gerne vil gå lidt mere ind i arbejdsprocessen, kan litteratur om kreativ skrivning og at komme i den rette "skrivestemning" være en mulighed.
God fornøjelse.
Jesper Abild Jensen
Bibliotekar
|