IT-kommunikationsplan for hjemmesiden Til forsiden


Du er her:
Forsiden Fakta om biblioteket IT-kommunikationsplan for hjemmesiden

Informationsstrategi og -politik for Silkeborg Biblioteks hjemmeside
Copyright © 2004 by Silkeborg Bibliotek
  • Baggrund. Det begyndte i 1995
    Som det første folkebibliotek i Danmark tog Silkeborg Bibliotek internettet til sig med egen hjemmeside så tidligt som i 1995.
    Da biblioteksloven blev revideret i 2000 blev det et krav, at folkebibliotekerne også skulle formidle via Internet og multimedier. Det hedder nu i loven, at folkebibliotekerne skal formidle kommunal og statslig information og information om samfundsforhold.
  • Formål med Silkeborg Biblioteks hjemmeside er
    • At fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet
    • At servicere bibliotekets brugere og lokalsamfundets borgere på et højt niveau.
    • At stille biblioteket til rådighed i alle døgnets timer og på alle ugens dage.
    • At gøre brugerne så selvhjulpne som muligt.
    • At udnytte internettets muligheder aktivt og kvalitativt.
    • At personalisere og målrette services til brugerne med hver deres specifikke behov.
    • At informere om nyt fra biblioteket f.eks. indkøb, budgetter, udviklingsplaner, ledige stillinger, regler, åbningstider og takster.
  • Erfaringsopsamling. Udvikling og mål
    Udarbejdelsen af et årligt etisk regnskab og jævnligt tilbagevendende brugerundersøgelser skal sikre, at biblioteket og hjemmesiden når sine mål. Resultaterne herfra er med til at danne grundlag for udviklingen af hjemmesiden herunder valg af formidlingsmedier og -typer.
    Biblioteket har ved flere lejligheder ladet hjemmesiden undersøge for brugervenlighed af eksperter som UNI-C og DialogDesign. Silkeborg Bibliotek og webredaktionen holder sig til stadighed ajour med nye teorier og forskningsresultater. Det være sig inden for såvel informationskrav og -ønsker som brugervenlighedsundersøgelser og -metoder.
    Webredaktionen på Silkeborg Bibliotek er meget bevidst om at skabe kvalitet på hjemmesiden og at leve op til alle krav om tilgængelighed, åbenhed og nytteværdi. Vi stræber derfor efter, at selv de strengeste krav er opfyldt. Derfor fik hjemmesiden i 2001 Bedst på Nettets guldpris og i 2003 førsteprisen som bedst blandt kulturinstitutioner.
  • Strategi
    For at imødekomme brugernes behov, skal vi naturligvis kende dem. Derfor har vi blandt andet afholdt workshops med fokusgrupper, hvor inviterede brugere har kunnet tilkendegive og prioritere deres ønsker til hjemmesiden og dens indhold. Se også Dialog med brugerne.
  • Hjemmesidens målgrupper
    Hjemmesiden henvender sig primært til Silkeborg Biblioteks brugere og lokalområdets indbyggere. Den henvender sig i det hele taget til alle, som interesserer sig for eller har behov for information om Silkeborg by og egns kultur, foreningsliv, lokalhistorie, politik, historie, litteratur, kunst etc.
    Af hensyn til udlændinge er en række centrale sider oversat til engelsk. Om bibliotekets tilbud er der derudover en række kortfattede tekster på seks andre sprog.
  • Hovedbudskaber og -temaer
    Centralt på hjemmesiden er adgangen til bibliotekets materialer via bibliotekskatalogen, som brugerne kan nå via en søgefunktion direkte fra forsiden. Der er også adgang til en række synliggørelser og udfoldninger af temaer og genrer, f.eks. nyindkøb, musik, vhs og dvd. Optimering af selvbetjeningsfunktioner som bestilling, fornyelser, valg af pinkode, betaling mm. er til stadighed i fokus.
    Andre fokusområder med høj priotitet er uddannelsessøgende, lokalt interesserede i bred forstand, bibliotekets arrangementsvirksomhed med 2 halvårlige automatisk ajourførte og opdaterede kalendere for såvel voksne, børn, filial og bogbus, samt naturligvis al nyttig og praktisk information om biblioteket.
  • Linkpolitik
    Overordnet er det webstedets linkpolitik at følge lov om folkebibliotekers formålsparagraf om "at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet" gennem "kvalitet, alsidighed og aktualitet ved udvælgelsen af det materiale, der stilles til rådighed". Hvor andre biblioteker eller organisationer producerer og vedligeholder kvalitative webguider og linksamlinger, er det webredaktionens politik ikke at dublere eller efterligne sådanne, men i stedet linke til de pågældende guider.
    Anderledes forholder det sig i et lokalsamfundsmæssigt perspektiv, hvor vi som særligt indsatsområde lægger vægt på at levere den ultimative guide, når der samtidig skal lægges vægt på omfang og kvalitet i udvælgelsen. Værdiberigelse i form af linkannotationer anvendes, når det ikke umiddelbart fremgår, hvad linktitlen dækker over eller hvem, der er ophav til indholdet.
  • Formidlingsstrategi
    Webredaktionen lægger vægt på at være en redaktion og ikke en it-afdeling. Vi betegner os derfor som webredaktører og ikke webmastere. Strategi og hovedsigte er at formidle viden og information på en såvel faktuel og præcis som fortællende og inspirerende måde. De enkelte services og sider tilrettelægges, så deres form og indhold er tilpasset den primære målgruppe. Udgangspunktet er de roller som bibliotekarer, journalister og f.eks. forfattere har til en given opgave.
  • Dialog med brugerne
    For at sikre en tæt kontakt til vore brugere, er vi meget bevidste om at skabe let adgang til kommunikation og dialog. Derfor er alle sider forsynet med webredaktionens e-post-adresse, en ris-og-ros-kasse er tilgængelig fra forsiden og mange sider indeholder en boks (som nedenstående) med opfordring til at kontakte biblioteket, hvis man som bruger har forslag til forbedringer, kritik eller ros. Brugerne kan i langt de fleste tilfælde forvente at få svar inden for 24 timer. Længste svartid må være 3 dage.

    Spørg biblioteket Har du spørgsmål eller kommentarer til bibliotekets informationsstrategi, er du til enhver tid velkommen til at kontakte os.
  • Medier og kanaler
    Ud over traditionel tekst på hjemmesiderne anvendes der sigende og fortællende illustrationer og fotografier, og i stadig større omfang er det hensigten at benytte os af såvel video- som lydklip. Via e-post kan brugerne abonnere på ugentlige nyhedslister.
  • Troværdighed, tidsplaner og opdatering
    Silkeborg Biblioteks hjemmeside bliver konstant overvåget og opdateret med henblik på stadig aktualitet. Alle sider er derfor forsynet med en sidste opdateringsdato. Arrangementskalenderne er selvopdaterende, og produceret med færdigt indhold for et halv år ad gangen. Ved sæsonens slutning kan brugeren aktivere en oversigt over alle afholdte arrangementer.
    Brugerne kan også via en udviklet "nyhedsgenerator" hele tiden følge med i, hvad biblioteket anskaffer af nyindkøbt litteratur, musik, spil og film.
  • Redaktion og ansvar
    Den overordnede ramme for udviklingen af Silkeborg Biblioteks hjemmeside er bibliotekets vision og ledelsesgruppens beslutninger. Det er bibliotekets Udviklingsgruppe, som har ansvaret for at visioner, beslutninger og nyudviklinger realiseres. Webredaktionen har det praktiske ansvar for hjemmesiderne og står for udvikling af nye internetprodukter og vedligeholdelse af eksisterende.
  • Indholdsproduktion
    Hjemmesidens indhold produceres af fem webredaktører (bibliotekarer) i samarbejde og dialog med ledelse, områder, teams og enkeltmedarbejdere i hele biblioteket. Bibliotekets to PR-medarbejdere udformer og leverer nyhedsbreve og anden information specielt rettet mod brugerne om bibliotekets drift.
  • En levende og dynamisk hjemmeside
    Silkeborg Biblioteks visionsplan taler om tre centrale funktioner
    • Det klassiske Bibliotek
    • Det lokale Bibliotek
    • Det digitale Bibliotek
    I beskrivelsen af Det digitale Bibliotek fremgår det, at Udviklingsgruppen og Webredaktionen selvstændigt skal skabe ydelser, der rækker ud over blot at stille viden til rådighed. Heri ligger, at hjemmesiden hele tiden skal være under forandring og udbygning. Det gælder både dynamik, aktualitet og fornyelse på de enkelte sider, og udarbejdelsen af nye funktioner, services og indhold. Det skal af samtlige sider fremgår, hvornår de sidst er opdateret.
Spørg biblioteket Har du spørgsmål eller kommentarer til bibliotekets informationsstrategi, er du til enhver tid velkommen til at kontakte os.

Copyright © 2004 by Silkeborg Bibliotek
Til toppen


Find på websiderne. Opdateret 4. april 2006. Webredaktøren.