Nye planer for Bindslevs Plads Til forsiden

Du er her:
Forsiden Bindslevs Plads
Visualisering af kulturtorvet fra Årstiderne

Årstiderne vandt arkitektkonkurrencen
Den Kreative Skole, medborgerhus og biblioteksudvidelse indgår i planerne om et nyt kulturelt kraftcenter ved Bindslevs Plads.
Der er store planer for Bindslevs Plads. Planer om opførelse af et kulturtorv med Kreativ Skole, medborgerhus, biblioteksudvidelse, boliger og parkeringskælder i nye og eksisterende bygninger.

Årstidernes Arkitekter har vundet konkurrencen om 40.000 kr. og æren ved at have fundet den bedste løsning på den opgave, som Planlægningsudvalget har haft stillet til byens tre største arkitektfirmaer.

Konkurrencen
Konkurrencen gjaldt en dispositionsplan for den Kreative skole, omfattede et byggeri inden for området ved Biblioteket og Bindslevs Plads. Samtidigt lå der i opgaven at planlægge et byggeri indenfor området til et nyt medborgerhus samt en udvidelse af biblioteket.

De tre største lokale arkitektfirmaer Årstiderne Arkitekter A/S, Arkitekthuset A/S og DAI Gruppen blev indbudt til at deltage, og projekter fra de tre tegnestuer blev afleveret i Teknisk Afdeling.

På et møde i Planlægningsudvalget blev projekterne forelagt i anonymiseret udgave med benævnelsen A, B og C og derefter bedømt.

Bedømmelsen
Bedømmelsen af de tre projekter tog udgangspunkt i de krav, der var fremsat i konkurrenceprogrammet, og der blev lagt særlig vægt på projekternes løsning af:
  • En visionær helhedsplan for området, herunder indpasning i områdets arkitektoniske sammenhæng og byrum.
  • Udnyttelse af grundarealet. Herunder en stillingtagen til ændret anvendelse af den gamle elværksbygning.
  • Forslag til etapedeling, der giver mulighed for etablering af de tre funktioner uafhængigt af hinanden.
  • Løsning af vejadgang og parkeringsforhold.
Se stort billede
Se stort billede

Se stort billede
Se stort billede
Og vi har en vinder!
Filosofien bag vinderforslaget B fra Årstiderne er at skabe "et attraktivt og multifunktionelet byrum i Silkeborg, der kan bruges både i tilknytning til aktiviteterne i pladsens kulturelle huse, og som et spændende og udfordrende byrum i almindelighed"

Projektet opererer med en fodgængerforbindelse og opholdszone, der etableres på den gamle brandvej, fra Hostrupsgade til Amaliegade. Denne forbindelse kaldes Strengen. Strengen er rygraden i projektet og binder 3 byrum samt 4 nye - og de eksisterende bygninger sammen.

De 4 nye bygninger indeholder Den Kreative Skole (mellem elværket og biblioteket), Medborgerhuset (på hjørnet af Amaliegade og brandvejen), en biblioteksudvidelse (som fortsættelse af biblioteket ud mod Bindslevs Plads) - samt boliger (på hjørnet af Bindslevs Plads og Amaliegade).

De tre offentlige bygninger, der er placeret umiddelbart i nærheden af hinanden, forsynes alle med en åben og transparent underetage.

De tre forskellige byrum består af Den Kreative Plads foran Elværket, Bibliotekslunden ved Biblioteket og Bindslevs Plads.

Bindslevs Plads lukkes mod gågadesystemet, ved at placere en ny bygning på hjørnet. Der etableres en skrå flade med græs og tribune som overgang fra pladsen foran biblioteket til bebyggelsen på hjørnet.

Når Den Kreative Skole opføres, kan midlertidig parkering etableres på Medborgerhusets byggefelt, og en del af Strengen kan anlægges.

Når den øvrige bebyggelse opføres, kan resten af Strengen anlægges og en parkeringskælder under Bindslevs Plads etableres.

Se stort billede
Se stort billede

Det videre forløb
En af grundene til at Årstidernes forslag vandt er, at planerne giver mulighed for at gennemføre projektet i etaper. Sikkert er det nemlig, at Den Kreative Skole fra 1. august 2008 skal have nyt tag over hovedet, mens planerne om opførelse af medborgerhus og udvidelse af biblioteket ikke er vedtaget, selv om elementerne indgår i vinderforslaget. Det er derfor sandsynligt, at byggeriet vil komme til at blive opført i etaper, hvis det godkendes politisk.

Vinderforslaget indgår nu som inspiration til udarbejdelsen af en lokalplan for området, og det er op til Fritids- og Kulturudvalget at arbejde videre med planlægningen af, hvordan byggeriet til Den Kreative Skole rent faktisk skal se ud, hvorefter byrådet skal tage stilling til planerne.



Publiceret 16. juni 2006. Webredaktøren.